Pressemeddelelser

Nørkleaften på Museumsgården Karensminde

Mandag den 2. februar kl. 19.

 

Fra lokal smedje til verdenskendt liftfabrik.

Direktør Harry Lorentsen fortæller om familievirksomheden A/S Omme Maskinfabrik, nu OMME LIFT A/S.

Temaet for vinterens anden nørkleaften på Museumsgården Karensminde er hverken livet på landet eller landbruget, men et stykke meget spændende, lokal håndværks- og industrihistorie. Den aften besøger direktør Lorentsen fra OMME LIFT den gamle gård i Morsbøl for at fortælle historien om den virksomhed, som hans familie grundlagde i Sdr. Omme i 1906. Da byggede Frederik Lorentsen, der var søn af karetmager Johan Caspar Lorentsen, et træhus, hvor han startede smedeforretning. Huset var bygget på en grund, som faderen udstykkede til  ham.  På det tidspunkt var der to smedjer i byen, men en halv snes år senere blev Lorentsen ejer af begge smedjer. Han var en meget dygtig smed og kendt vidt omkring som en ekspert til at sko heste. Frederik Lorentsen havde flere sønner, som alle blev smede. To sønner overtog forretningen i fællesskab i 1947. De udvidede værkstedslokalerne flere gange i årene fra 1950 til 1962, og i 1966 byggede de en ny fabrik til produktion af landbrugsmaskiner i den vestlige del af Sdr. Omme. Siden er fabrikken udvidet betydeligt, og i dag produceres der lifte til et verdensomspændende, internationalt marked.

Karensmindes Venner serverer kaffebord. Derfor er tilmelding nødvendig.

 

Tilmelding kan ske til Billund Museums kontor på tlf. 79 72 74 90 senest fredag den 30. januar kl. 12.

Smedjen i Sdr.Omme fra 1906

Nørkleaften på Museumsgården Karensminde

Mandag den 5. januar 2015 kl. 19

 

Vi dykker ned i danske folkeeventyr og folkeviser

ved Niels Green-Hansen, Grindsted

I mange år har Billund Museum og Karensmindes Venner ved vintertide afholdt to nørkleaftener på den gamle museumsgård i Morsbøl. Den første finder sted mandag den 5. januar. Når kulden bider udenfor, er der lunt og godt inden døre på Karensminde, og den hyggelige stemning fortættes, når aftenens fortæller går i gang. Niels Green-Hansen fra Grindsted, der indtil forrige sommer var lærer på Vestre Skole, er kendt som en levende og dygtig fortæller, og den 5. januar besøger han Karensminde for at fortælle danske folkeeventyr. ”Jeg har været optaget af de gamle eventyr, siden jeg var dreng. Jeg husker eftermiddagens børnetime i radioen, hvor viceskoleinspektør Magne Kjems oplæste eventyr, og mange eftermiddage sad vi klistret op til højtalerne for at lytte med. Men især mindes jeg min morfar, som uden manuskript – og gerne ved aftenstid – genfortalte de gamle eventyr, mens vi drenge sad omkring ham. Det var inden fjernsynets tid, så verden og alle dens mysterier nåede at få en helt ny dimension i aftenmørket, lige indtil mor forkyndte, at det var sengetid”, fortæller Niels Green-Hansen, som siden selv har fortalt mange eventyr for både skolebørn og børnebørn.

I de tolv juledage, der var mellem juleaften og Hellig Tre Kongers aften, holdt folk på landet fri fra det daglige slid på gården – kun det allernødvendigste arbejde blev udført. Vi taler her om tiden indtil midten af 1800-tallet, hvor 90% af befolkningen boede på landet, og man har helt sikkert underholdt hinanden med at synge viser og fortælle historier og eventyr.  Eventyr udmærker sig jo ved, at de kan opleves igen og igen, også selv om tilhørerne kender intrigen, handlingen og slutningen. Gentagelsens glæde er uforlignelig. Historien spindes næsten altid omkring tre personer, tre prøver eller tre episoder, og alle kender begyndelsen ”Der var engang …” Alligevel er der varianter og mange nuancer, og eventyrerne har forandret sig i takt med, at de er blevet fortalt og givet videre til nye generationer fra mund til mund.

På Karensminde vil Niels Green-Hansen læse nogle af de mindre kendte folkeeventyr og dykke ned i de eventyr, som kendes fra gamle dage, og som 1800-tallets folkemindesamlere interesserede sig meget for. Han vil sandsynligvis også løfte sløret for, hvordan han går på jagt efter eventyr, og hvordan han f.eks. måtte helt til Norge for at finde frem til ét ganske bestemt eventyr.

Mens folkeeventyrene blev fortalt blandt befolkningen på landet og derfor rummer mange træk, der er direkte forbundet med dagliglivet på landet, hørte folkeviserne oprindeligt hjemme i det adelige miljø og dets ridderkultur. Folkeviserne kan ligesom eventyrene have dramatiske handlingsforløb; men her er dramaet tilsat musik. Musikken skaber andre stemninger end fortællingen, og Niels Green-Hansen tager derfor sin guitar med og supplerer sin fortælling med et par gamle, folkelige viser, som man måske kan synge med på.

I den gamle folketro var Hellig Tre Kongers aften en ganske særlig aften. Det var aftenen, som sluttede de dejlige juledage. Men det var også en aften, hvor man mente, at overjordiske væsner kunne være på færde. Det var altså en aften, hvor man skulle være opmærksom, og hvor man kunne tage varsler af fremtiden. Og på denne særlige aften tændes selvfølgelig helligtrekongerslyset .på Karensminde.

Karensmindes Venner inviterer til en stemningsfuld aften på museumsgården og har rettet an med kaffebord, der koster 50 kr. Af hensyn til kaffen er tilmelding nødvendig. Tilmelding kan ske til Billund Museum, tlf. 79 72 74 90 inden den 5. januar kl. 12.

 

Julemarked på Karensminde

Lørdag den 6. december og søndag den 7. december kl. 10-16

 

 

På Museumsgården Karensminde er der jul overalt i den første weekend i december, når Karensmindes Venner afholder sit store og traditionsrige julemarked. Ikke mange steder har et julemarked så idylliske og hyggelige rammer som på den gamle gård i Morsbøl.

Gårdspladsen er fyldt med juletræer og pyntegrønt, og der dufter godt af gran. I den tidligere hestestald  er der også en herlig duft. Her står alle de mange fine dekorationer, som Karensmindes Venner har haft travlt med at fremstille til markedet.

I gårdens store lade er der boder og stande, hvor man kan købe en mangfoldighed af ting.  Uldvarer og håndarbejde, julekort og -pynt, glas og keramik, honning og syltetøj for at blot at nævne nogle eksempler fra det store udvalg, der vises frem.

Der er gang i klejnekogeriet, æbleskiverne vendes, og fra den varme gløgg breder der sig en duft af julens krydderier.

Karensmindes Venner har haft travlt med at fremstille ting til julemarkedet. Sommeren igennem har de kogt marmelade, gelé, syltetøj og syltet asier og rødbeder. Smedene har smedet julehjerter og andre smedejernsdekorationer, som kan pynte udendørs i årets mørke tid. I træværkstedet har de haft gang i hammer og sav og har snedkereret de fineste fuglehuse, og på bordet i dagligstuen ligger sirligt klippede snefnug og roser foldet af det tyndeste silkepapir. Det er Karen Søgaard, der er født og opvokset på Karensminde, som har haft gang i saksen og lavet julepynt, som hun kender det fra sin barndom på gården i 1930’erne. Hun har også bagt småkager til julemarkedet.

Stuehuset er pyntet op til jul med røde æbler, der er pudset, så de skinner, med grønne grangrene og med et juletræ, der er pyntet med stjerne, lys, flettede hjerter, fehår og anden fin gammel julepynt. Her er god, gammeldags hygge.

Selv om der er travlt, er der også hyggeligt i køkkenet, når komfuret blusser, og der koges kål og bages småkager. Og det dufter vidunderligt, når vanillekransene tages ud af ovnen.

Midt på dagen dukker julemanden op på Karensminde. Han har gemt sig oppe i skoven, men vover sig ind til Karensminde kl. 11.45. Han inviterer tilmed alle børn og voksne til at følge med sig ned i laden og danse om det store juletræ og synge med på nogle af vore smukke julesalmer. Det sker kl. 12, kl. 13 og kl. 14.

Der venter to hyggelige dage på Karensminde. Her er der rig mulighed for at opleve den gamle jul på landet og for at hente inspiration til den moderne jul.

Efterårsferie på Museumsgården Karensminde

 

Der er travlhed på Karensminde i efterårsferien. Tirsdag, onsdag og torsdag bliver der arbejdet i marken, i køkken og bryggers, i smedien og i det kreative værksted. Hver dag har sine særlige aktiviteter på programmet, men alle kan være med og deltage aktivt i det, der foregår.

Tirsdag den 14. oktober står i drikkevarernes tegn. Bestyrer Hans Peter Festersen har hentet det store bryggekar frem og har tændt op i gruekedlen i bryggerset og er klar til brygge godt øl fra kl. 10. Karensmindes Venner har samlet æbler i kassevis og stillet mostpressen frem, så de kan vise, hvordan man laver god, gammeldags og meget velsmagende æblemost. De arbejder ved mostpressen fra kl. 11. Men allerede kl. 10.30 bliver der travlhed ved hønsegården. Her slagter Karensmindes Venner nemlig høns og andet fjerkræ, og det skal alt sammen plukkes fri for fjer og dun. Dengang børn skulle hjælpe til i landbruget, blev efterårsferien også kaldt for kartoffelferien, og på Karensminde skal kartoflerne da også graves op køres hjem nu, og vi kører i marken første gang omkring kl. 11. Trænger man til en pause i arbejdet med kartoflerne, inviterer Karensmindes Venner alle børn til madløb fra kl. 11 til kl. 14. Ved løbets poster kan smage på mad tilberedt af efterårets råvarer. I laden er der værksteder for kreative sjæle, hvor man kan lave fine ting med kartoffeltryk eller snitte uhyggelige roelygter.

Onsdag den 15. oktober er den store slagtedag på Karensminde, og mange folk er i gang overalt på gården. Derefter skal grisen skæres op og parteres. Blodet skal samles og røres med mel og gode sager og koges til blodpølse. Der skal hakkes fars til medisterpølse, og der er rigtigt gang i de håndtrukne kødhakkemaskiner. Grisehovedet skal renses og kødet koges til sylte sammen med gode krydderier.  Slagtedagen begynder kl. 11. Den dag kører hestevognen også i marken for at hente kartofler, men det sker først ved middagstid og om eftermiddagen. I det kreative værksted kan man snitte roelygter eller male en gris eller en ko.

Torsdag den 16. oktober er suppedag. Engang var suppe kogt på fersk kød festmad. Karensmindes Venner sætter denne dag flere forskellige supper og god gammeldags kærnemælksvælling på bordet. Køkkenholdet på Karensminde forstår både at lave velsmagende traditionel mad, men bruger ofte også de gamle råvarer på en ny og spændende måde.  Man kan købe en spisebillet for 60 kr. og spise al den suppe, man orker. Der serveres i to hold. Første hold spiser mellem kl. 12 og 13 og næste hold mellem kl. 13 og 14. Der er plads til 30 personer hver gang.

Der dyrkes mange rodfrugter på Karensminde, og i efterårsferien sylter Karensmindes Venner rødbeder. Her kan alle være med. Man skal blot komme med et glas, så kan man prøve at snitte rødbeder og få glasset fyldt med rødbeder og syltelage og få det med sig hjem.

I det kreative værksted er der tilbud om at snitte en roelygte og lave kartoffeltryk.

Alle tre dage er der aktivitet i gårdens gamle køkken, i smedjen og i træværkstedet, og der vises håndarbejde i dagligstuen. Kaffestuen og vaffelboden er åben, ligesom hestevognen kører. Detaljeret program for aktiviteterne i efterårsferien kan ses på www.billundmuseum.dk og på www. Karensmindes-venner.com.

Til

Pressen

26. september 2014

 
Billund Bibliotekerne fejrer folkeskolens 200 års jubilæum i samarbejde med Billund Museum

 

For 200 år siden underskrev Kong Frederik d. 6 en række skolelove, der gav alle danske børn ret og pligt til at få undervisning i 7 år.

I Magion Biblioteket kan man i skolernes efterårsferie se en spændende udstilling af gamle ting, der har været brugt i skolen. Til dagligt findes alle effekterne på Billund Museum, som venligst har lånt dem ud til biblioteket. Man vil f.eks kunne se, hvordan de skriveredskaber, man brugte i skolen for 100 år siden, så ud og hvilke læsebøger, man brugte. Der vil også være en gammel gymnastikbuk, som mange måske vil mindes med gru. Sammen med udstillingen af de gamle skoleting vil der være bøger, der sætter fokus på folkeskolen og dens historie. Bøgerne kan selvfølgelig lånes med hjem.

 

Sammen med udstillingen kan man se fotos, der viser, hvordan jubilæet blev fejret på skolerne i Billund Kommune d. 6. oktober.

Sideløbende med udstillingen kører en film, der viser lokale børn, der får gamle skoleting i hånden. De giver et bud på, hvad tingene er, og hvad de har været brugt til. I samme film får ældre mennesker nutidige skoleting i hånden, som de på nøjagtig samme måde skal gætte, hvad er. Filmen vises også på Karensminde i samme uge.

 

Museet har desuden lavet en quiz omkring skolejubilæet for alle 6-10 årige børn. Børnene skal bl.a. gætte, hvad nogle af de udstillede ting har været brugt til. Gætter man rigtigt, kan man enten vinde biografbilletter eller bøger. På Karensminde kan man deltage i samme quiz og også her vinde præmier.

 

Med venlig hilsen

John Rendboe

Billund Museum

Flere artikler...

         KM_bokscf_boksGRM_boks