Pressemeddelelser

Havedag på Museumsgården Karensminde

Søndag den 14. juni 2015 kl. 10-16

Havedagen på Karensminde er et stort plantemarked og en begivenhed, som der er udbredt interesse for blandt havefolk. I år deltager godt 40 udstillere i havedagen, og de medbringer alle planter af høj kvalitet. Samtidig kan man handle til absolut rimelige priser, og derfor er havedagen værd at besøge. Foruden planter og havesnak får man den fine stemning og det dejlige miljø, der er på Museumsgården Karensminde. Netop nu hvor alt er spiret op og står så grønt, er der ekstra smukt på den gamle gård i Morsbøl. Havedagen arrangeres i et samarbejde mellem Billund Museum, Karensmindes Venner og Hejnsvig-Vorbasse-Grindsted Havekreds.

 

Et stort plantemarked med et omfattende udvalg

Alle udstillere på Havedagen deltager med et særligt udvalg af planter, som de har speciel viden om. Således deltager f.eks. Dansk Fuchsia Selskab, Pelargonieklubben, Dansk Primula Klub, Dansk Bonsai Selskab og Rosenhaven. Andre udstillere deltager med krydderurter, prydgræsser, stauder, klematis, stenbedsplanter, liljer, valmuer og små orkidéer. Der er en stand med små stedsegrønne træer og en med sjældne prydtræer. Hos Den Japanske Villahave kan man tilmed finde planter, der passer til haver, som er anlagt i den særlige, japanske stil. Også gamle, danske planter får særlig opmærksomhed på Havedagen. Blomstergården ved Viborg arbejder f.eks. med gamle, danske frugttræer, mens Frøsamlerne har gjort en stor indsats for at bevare gamle blomster og urter ved indsamling og opformering af frø, som kan købes på Havedagen.

 

Havedesign og lokale produkter

En moderne have består ikke kun af græsplæner, blomsterbede og køkkenhavens urter og grønsager. Den er også et opholdssted. På Havedagen på Karensminde er der derfor også stande, som har forskellige former for design til haven som stenfigurer, smedejernsstativer og pileflet samt andet haveudstyr, herunder redskaber og maskiner. Endelig er der mulighed for at smage og købe lokale produkter som nye, danske kartofler, friske jordbær og honning.

 

18 lille

 

To foredrag

Havedagen på Karensminde byder også på to faglige indslag for haveelskere.

Kl. 11-12 holder Anne Marie Lund Pedersen et foredrag om sjældne træer og buske til mindre haver. Anne Marie Lund Pedersen er fra Lønbæk Planteskole i Vestjylland.

Kl. 14-15 holder Per Bangsgaard foredrag om Trillium og Fruesko. Per Bangsgaard har en have i Alnor ved Gråsten på 1200 kvm. Han har en meget stor samling af ca. 220 forskellige Trillium og ca. 200 forskellige Cypripedium, arter og hybrider. Han har arbejdet med disse planter fra omkring 1995.

Begge foredrag holdes i det nye udstillingslokale på den anden side af Morsbølvej.

 

14.06 havedag

 

Haven på Karensminde

I dag er det en selvfølge, at der hører en have til huset. Det har langt fra altid været tilfældet, især ikke i Midt- og Vestjylland. Haven var gennem århundreder en nyttehave, en kålgård. Kålgården på Karensminde var særlig stor efter egnens forhold. Især blev der dyrket grønkål på gården. Men selve prydhaven er en relativ ny idé i gårdens lange historie, der med sikkerhed går mere end 300 år tilbage. Den smukke prydhave, der kan ses i dag med det store staudebed langs stuehuset, er som i tiden omkring 1930. Det interessante ved Karensmindes prydhave er imidlertid, at der ikke som almindeligvis på Øerne og i Østjylland er nogen udgang fra stuehuset til prydhaven. Denne omstændighed kan tolkes som et tegn på, at man alligevel ikke konsekvent har set prydhaven som noget, der alene havde den funktion at skulle vises frem for eksempelvis gårdens gæster.

Friluftsgudstjeneste

Velkommen til friluftsgudstjeneste fredag den 29. maj kl. 16.30

 

Billund Museum, Karensmindes Venner og KLF Kirke & Medier byder velkommen til en festlig friluftsgudstjeneste på Museumsgården Karensminde.

Arrangementet er et fælles kirkeligt arrangement, i år mellem Grindsted Kirke og Hejnsvig Kirke. Friluftsgudstjenesten forestås af sognepræst Lilian Tyrsted, Grindsted, og sognepræst Jørgen Johansen, Hejnsvig.

Musik og sang kan opleves med Grindsted FDF-orkester.

 

friluftsgudstjeneste 31. maj 2013 191

 

Suppe og grillpølser

Efter gudstjenesten er der mulighed for at købe aftensmad. Karensmindes Venner serverer specialsuppe og har også tændt op i grillen, hvor der steges pølser. Karensmindes Venner har også styr på kusk og tømmer i hestevognen, og alle kan mod betaling og hvis vejret holder få sig en køretur ud over de grønne marker omkring Karensminde.

Der er gratis adgang til udstillingerne på gården.

Alle er velkomne - også dig som kommer for første gang.

Arrangører:

Billund Museum, Karensmindes Venner, KLF Kirke & Medier.

Cykeltur ad den gamle Troldhedebane

 Torsdag den 28. maj kl. 18.30

 

 

Torsdag den 28. maj arrangerer Billund Museum en cykeltur op langs banestien ad den gamle Troldhedebane mod Sønder Omme. Turen ledes af museets mangeårige medarbejder Carsten Sander Christensen. Mødestedet er Grindsted Museum, Borgergade 25, klokken 18.30.

En jernbane fra Troldhede til Kolding med sidebane til Vejen var med i den store jernbanelov fra 1908Koncessionen blev udstedt 11. juni 1913, og banen blev anlagt i årene 1913-17. Blandt koncessionshaverne var de to initiativtagere, maskinfabrikant K. Konstantin Hansen fra Kolding og erhvervsmanden og politikeren, senere nationalbankdirektør Johannes Lauridsen fra Vejen

Der køres til stationen og videre langs Simmelbrovej under den gamle jernbaneviadukt op til banestien til Sønder Omme. Herfra køres der ad den gamle Troldhedebane mod nord. På turen nordpå gøres der holdt ved interessante steder i naturen, spændende historiske begivenheder vil blive fortalt og man får fortællingen om Troldhedebanens tilblivelse og senere udvikling. I naturen ses der endvidere spor, som endnu er synlige den dag i dag, selv om det er mere end 40 år siden, at Troldhedebanen blev nedlagt.

Når der cykles sydpå mod Grindsted vil egnens historie ligeledes blive sat i perspektiv – lige fra tiden hvor området Mangehøje blev til, via 1600-tallets svenskekrige, 1800-tallets hedeopdyrkning, jernbanens historie på egnen op til tiden hvor besættelsen kastede mørke skygger over Danmark.

Medbring kaffe, som indtages undervejs på turen.

Billund Museum fejrer Danmarks befrielse den 5. maj 1945

Den 5. maj 1945 blev Danmark befriet efter fem års tysk besættelse. Det var en stor og glædelig begivenhed i dansk historie.

Den 4. maj kl. 20.36 lød det over BBC fra London, at de tyske besættelsestropper i Danmark havde overgivet sig. Det betød, at Danmark var frit!

Overgivelsen trådte dog først i kraft den følgende morgen klokken 8, men allerede få minutter efter radiomeddelelsen om aftenen den 4. maj vrimlede gaderne med jublende mennesker, der sang og dansede og omfavnede hinanden.

De forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned, bål blev tændt i gaderne, og der kom levende lys i vinduerne. Den spontane befrielsesfest varede til langt ud på natten.

Den 5. maj klokken 8 om morgenen begyndte alle landets kirkeklokker at ringe. I en time ringede de freden ind. Fejringen af befrielsen fortsatte det meste af sommeren med fester, parader og folkemøder. Glæden ville ingen ende tage.

Billund Museum markerer 70-årsdagen for Danmarks befrielse og mindes de modige modstandsfolk, der kæmpede mod tyskerne. Hele dagen, tirsdag den 5. maj 2015, kan alle gæster få rundvisninger og smage den forhadte Richs kaffe og krigsmakroner.

 

Besættelsessamlingen på CF-Gården, Hedemarken 16, Grindsted, har åbent 5. maj fra kl. 10-16, og der er gratis adgang for alle.

 

tyskesoladter p vejer efter mad p hansens hotel

Særarrangement i forbindelse med 70-året for Danmarks befrielse

 

I anledning af 70-året for Danmarks befrielse har Billund Museum i samarbejde med WW2 Tommies, Reenactment Nord, Hærhjemmeværnet Billund og GAS valgt at markere dette jubilæum i form af et særarrangement i Grindsted den 2. og 3. maj 2015.

Der er gratis adgang til CF-Gården, Hedemarken 16, der holder åbent hus lørdag den 2. maj fra kl. 12-17 og søndag den 3. maj fra kl. 10-16. Ved CF-Gården kan man se gamle militærkøretøjer, udstyr og telte. Statister vil give sig ud for at være tyske og britiske soldater, og de vil være rede til at svare på spørgsmål fra publikum.

 

02-03 maj 005

 

I forbindelse med kræmmermarkedet i Grindsted vil der om lørdagen ligeledes være britiske og tyske soldater på torvet, hvor også en Willys Jeep vil blive fremvist. Cirka kl. 10.15 og kl. 11.45 vil der komme en DODGE-WC51 lastbil igennem gaden.

 

Søndag den 3. maj kl. 13.00 foran Grindsted Museum, Borgergade 25, begynder en historisk guidet vandretur rundt i byen i besættelsens fodspor. Der vil være små events og happenings på udvalgte historiske steder. Turen tager ca. en time.

Kl. 14.00 er der optog fra Nordre Skole gennem Borgergade til torvet, hvor der hygges med vinylplader (anno 1940-1945) på rejsegrammofonen.

Mellem kl. 13.00 og kl. 14.00 vil der være overflyvning af Grindsted med et amerikansk Piper Cub observationsfly.

 

 

Med et samarbejde mellem Billund Museum og WW2 Tommies, blev der arrangeret et 70 års jubilæum for Danmarks befrielse.

 

 

Museet Takker

for sponsorater til arrangementet den 2. og 3. maj på CF-gården/Besættelsessamling:

Syd Bank, Jysk, Handelsstandsforeningen, Shell og Guldbageren Tingparken.

 

Flere artikler...

         KM_bokscf_boksGRM_boks