Nyhedsbrev
Billund Museum og skolerne
Billund Museum er nu helt i front når det gælder samarbejde med skoler, ikke blot har vi den store fornøjelse at have rigtig mange skoleklasser på besøg, både på Museumsgården Karensminde og Grindsted Museum i Borgergade, men nu kan vi også præsentere tiltag, som udvikler læringsmidler på en ny og spændende måde:
Elevdesign: Fra børn til børn
Mere end et projekt, det er en proces, hvor vi bidrager til udvikling af undervisning i skolen.
Begyndelsen: Det begyndte i 2012, da to museumsmedarbejdere udførte en ”alpha test” muligheden for at bruge børneinddragelse i forbindelse med udviklingen af et undervisningsforløb til museet. Et forløb med en 5. klasse fra Sønder Omme, som ved hjælp af kreative processer og autentiske spørgsmål, blev en succes med mange gode ideer og tanker, som vi voksne ikke kunne have fundet frem til.
Teori: Allerede i 2012 brugte vi den kendte norske pædagog, professor Olga Dysthes ideer. Men langt flere om børn som eksperter i børn og især tankerne om børn som ligeværdige designpartnere fra professor Allison Druin blev banebrydende for os. Hendes ideer er meget brugt i produktudvikling af legetøj og computerspil, men ikke til udvikling af læring.
Fortsættelsen: I 2013 gik vi sammen med Give-Egnens Museum, som afprøvede teorierne på en 3. HHX klasse fra Campus Vejle, mens vi fortsatte med to 7. klasser fra Sønder Omme Skole. En pædagog fra UCL, Jelling blev tilknyttet Give-delen, mens vi havde en række enkeltpersoner med særlige kompetencer tilknyttet. Resultatet blev utrolig spændende. Denne del af processen blev støttet af Kulturstyrelsen.
Næste trin: Vi står nu med en viden, som skal bringes i spil til danske skoler, ungdomsuddannelser, museer, pædagoger og forskere. Ligesom vi skal have en række af de førende forskere til at melde tilbage. Derfor stiler vi efter en international konference om emnet, som næste trin. Derefter ønsker vi processen fast forankret i musealt regi i samarbejde med en forskningsinstitution.
Processen har allerede vakt stor interesse, se fx Børn &Bøger Nr. 2, 2014. s. 14-18.
Når læring bare er sjovt, Elevdesign bringer børnenes egne kompetencer i spil – og giver os alle ny viden.
Foto: Billund Museum
Vestre Skole, Grindsted, på museum:
Det var en stor fornøjelse, da der blev ringet fra Vestre Skole og foreslået et samarbejde omkring 1864. Alle elever fra 4., 5. og 6. klasse, ca. 200 i alt, skulle være med gennem en hel uge, 28 skoletimer.
Billund Museum har for længe siden udarbejdet skolemateriale til 1864, som en central del af skoleundervisningen. Men dette forløb krævede tydeligvis langt mere.
Efter nogle indledende møder blev det museumsformidler Maria Hoffmann Roed, som kom til at koordinere og planlægge forløbet: Overordnede ideer om tema og dagligliv, detaljeret arbejdsplan, 3 rollespil omhandlende ryttertræfningen ved Vorbasse, planlæggelse og koordinering af besøg på Grindsted Museum, Museumsgården Karensminde og Grindsted Kirkegård.
Der var mange detaljer der skulle gå op i en højere enhed, men resultatet blev en stor fornøjelse.
Efter en indledning hvor John Rendboe mandag morgen fortalte om 1864 i aulaen på Vestre Skole, sluttede forløbet samme sted fredag formiddag, da eleverne havde lavet en meget fin udstilling til glæde for hinanden og forældre. Og så var der endda sang til.
En dejlig oplevelse og en stor tak til alle medvirkende, de dygtige lærere, de utroligt søde elever, museumsmedarbejdere og frivillige på Karensminde som tog imod.
Vestre Skole på museum |
John Rendboe
Museumchef
Billund Museum
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
7972 7491/2426 9469