Byvandring i Billund
Tirsdag den 19. august kl. 19
Byens gader og gadenavne
Billund er en gammel landsby, som i begyndelsen af 1900-tallet blev stationsby, og som siden 1960 har oplevet en meget stor vækst i økonomisk henseende og i indbyggertal. Billund er også en by i stadig udvikling og forandring. Alligevel er der også gamle træk i byen. Nogle af de gamle vejforløb, der førte til Billund, er f.eks. bevaret i de nuværende gadenavne, og andre gadenavne fortæller om, at byen og dens bebyggelse har været anderledes, end den er i dag.
LEGO har haft afgørende indflydelse på Billunds udvikling, og enkelte gader i byen fortæller lidt af den historie. Samtidig er de store parcelhuskvarterer omkring den gamle bykerne tæt forbundet fortællingen om LEGO.
På byvandringen fortæller museumsinspektør Gudrun Gormsen fra Billund Museum byens historie gennem byens gader og deres navne. Turen begynder i Billund Centret og går over Hans Jensens Vej og Gammelbro. Undervejs fortælles der om landsbyen Billund. Fra Rådhuspladsen går turen videre vest ud i byen, og på Hovedgaden fortælles der om dengang, Billund blev stationsby og serviceby for befolkningen i oplandet. På tilbagevejen går turen ad Ole Kirks Vej og Systemvej for igen at slutte ved Billund Centret.
Alle er velkomne til at deltage i denne lille aftentur. Det koster 20 kr.