Pressemeddelelser

Bier og bob

Aktiviteter på Karensminde søndag den 19. juli kl. 10-16

Bobtimisterne fra Grindsted og biavlere fra Grindsted og Omegns Biavlerforening besøger traditionen tro Museumsgården Karensminde i juli måned.

Søndag den 19. juli stiller bobspillerne deres bobborde op i laden, og så spilles der på livet løs. Bob er et underholdende spil, og selv børn kan være med til at skyde de runde spillebrikker ned i hullerne i hjørnerne på spillepladen. Bobtimisterne giver kyndig instruktion og sætter også gerne gang i en lille bobturnering.

Biavlerne medbringer honning og den store honningslynge, hvori de slynger honning ud af voksplader, de har taget ud af bistaderne. Det lugter sødt af voks og honning, når slyngen er i gang, og honningen glider tungt og sejt ned i spanden. Alle kan smage den nyslyngede honning, og biavlerne deler gerne ud af deres viden om honning og dens egenskaber.

 

Museumsgården Karensminde får også besøg af møbelpolstrer Peter Eskelund. Han holder til på gårdspladsen og fortæller om sit håndværk.

I det kreative værksted kan børn rulle et lys af bivoks. Der vises håndarbejde i stuehuset, og der arbejdes i smedjen og træværkstedet. Endelig kører hestevognen, ligesom kaffestuen er åben.

Kl. 11 går Karensmindes Venner en tur rundt til alle dyrene og fortæller om dem,og kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre dyrene.

 

bobspillerne

Reb og ler

Aktiviteter på Karensminde tirsdag den 14. juli kl. 10-16

Tirsdag den 14. juli har børn mulighed for at arbejde med ler. Karensmindes Venner hugger brænde, og her kan børn være med til at prøve at svinge øksen over huggeblokken og flække træstykkerne, eller de kan gå med Karensmindes Venner i træværkstedet og samle en fuglekasse eller et stykke legetøj. Endelig er der mulighed for at lave reb. Det sker på en sindrigt konstrueret lille maskine, der trækkes af cykelkæder.

I det kreative værksted kan børn lave et sjippetov, måske af reb, de selv har slået sammen. Der er også tinstøbning i det kreative værksted.

 

Kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre gårdens dyr.

Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.

 

reb og ler deen 14.07.15 028     reb og ler deen 14.07.15 058          

 

reb og ler deen 14.07.15 005     reb og ler deen 14.07.15 014

 

Fiskere og træmænd

Aktiviteter på Karensminde søndag den 12. juli kl. 10-16

Søndag den 12. juli kommer Grindsted Sportsfiskerforening på besøg på Museumsgården Karensminde. Lystfiskerne fortæller om glæderne ved af fiske. De viser også, hvilket udstyr der skal til for at gøre en god fangst.

De binder fluer af små fine, farvestrålende fjer og viser, hvordan man laver både smukke og stærke fiskestænger. Det er arbejde, som kræver fingersnilde og tålmodighed.

 

Karensmindes Venner har samlet en kreds af træhåndværkere.

En billedskærer viser, hvordan man med en stor økse kan snitte de fineste ting. Billedskæreren viser, hvordan man med forskellige jern kan lave udskæringer i træ, f.eks. karvsnit, som er en meget gammel form for dekoration på æsker, skrin og møbler.

En møbelpolstrer kommer desuden og demonstrerer sit håndværk for interesserede. Medlemmer af Karensmindes Venner arbejder i træværkstedet med at lave fuglekasser, æblekasser og andre nyttige ting.

På gårdspladsen vil der være fine jydepotter, der er et gammelt, vestjysk håndværk, som blev varetaget af kvinder. Der vil blive fortalt om håndværket og dets teknik.

 

I det kreative værksted kan børn knytte en nøglering.

Kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre gårdens dyr.

Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.

Får og Uld

Aktiviteter på Karensminde søndag den 5. juli og tirsdag den 7. juli kl. 10-16

 

Søndag den 5. juli og tirsdag den 7. juli får Museumsgården Karensminde besøg af fårehyrden og hans hund. Kl. 11 søndag og tirsdag viser han, hvordan hans dygtige hund kan drive en flok får sammen på ingen tid. Det er altid en oplevelse at se hyrden og hunden arbejde sammen.

Det er på høje tid at få fårene klippet. Dengang man havde mange får på gårdene, blev de klippet to gange om året, og sommerklipningen fandt gerne sted i begyndelsen af juni måned. Når hyrden har gennet fårene sammen, fanger vi et par får. De får benene bundet sammen og er klar til at få klippet den tykke uldvams af. I år klipper Karensmindes Venner fårene med maskine, og det går lynhurtigt. Fårene klippes omkring kl. 13.30 søndag og tirsdag.


fr og uld den 070715 022

 

På gårdspladsen på Karensminde sidder spindepigerne parat til at spinde ulden til garn, og rokkens hjul snurrer flittigt. De spinder ikke kun garn af fåreuld, men også af hundeuld og moderne plantefibre som bambus. Engang kunne folk i de vestjyske hedeegne tjene mange penge ved at strikke strømper til salg. En stor del af varer, de strikkede, blev gerne filtet, inden de blev solgt til hosekræmmeren. I de gamle husholdninger kom lødgryden, dvs. den gryde, man farvede garnet i, frem på ildstedet, når garnet skulle have en anden farve end de naturlige lyse og grålige farver, ulden har. Det vil blive demonstreret, hvordan man kan farve garn med farve fra planter.

Søndag og tirsdag får Karensminde besøg af en børstenbinder, der kommer for at vise sit håndværk.

I det kreative værksted kan børn både søndag og tirsdag arbejde med at filte og sy.

 

Kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre gårdens dyr.

Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Kaffestuen er åben.

 

 

Flere artikler...