Sankt Hans aften på Karensminde tirsdag den 23. juni fra kl. 18.00

 

For tredje år i træk afholdes Sankt Hans aften på Museumsgården Karensminde, arrangeret i et samarbejde mellem Karensmindes Venner og Billund Museum. Med afholdelsen af midsommerfesten på Karensminde er det lykkedes at skabe en ny tradition for fællesskab og samvær på Grindsted-egnen.

Fra kl. 18.45 er der underholdning ved sangkoret Vokalias og Stig Møller. Koret synger bl.a. danske sommersange, og indimellem synger koret også for til fælles sange, hvor alle kan synge med.

På legepladsen er der tændt bål, og her kan børnene bage snobrød. Karensmindes Venners kaffestue er åben, og der kan købes kaffe, kage og grillpølser.

Båltalen holdes af Kurt Østergaard, som siden 2007 har været forstander på Grindsted Landbrugsskole. Han er uddannet agronom inden for planteavl og har tidligere været landbrugslærer på Ladelund Landbrugsskole. Efter båltalen synger Stig Møller for på Midsommervisen.

Bålet tændes kl. 20.30, og heksen sendes traditionen tro til Bloksbjerg.

 

Der er stemningsfuldt omkring Karensminde ved midsommertid, når den lyse sommeraften sænker sig over stedet. På marken står rugen allerede rank og høj og kartoflerne grønne og frodige. I engen går kvæget i fred og ro, mens svalerne flyver livligt omkring. Måske kan man også høre gøgen kukke.

 

Der er gratis adgang til Museumsgården Karensminde og til Sankt Hans festen.

 

dscn0280

         KM_bokscf_boksGRM_boks