Pressemeddelelser

Fiskere, træmænd og en pottekone

Aktiviteter på Karensminde søndag den 13. juli og tirsdag den 15. juli

 

Søndag den 13. juli kommer Grinsted Sportsfiskerforening på besøg på Museumsgården Karensminde. Lystfiskerne fortæller om glæderne ved af fiske. De viser også, hvilket udstyr der skal til for at gøre en god fangst. De binder fluer af små fine, farvestrålende fjer og viser, hvordan man laver både smukke og stærke fiskestænger. Det er arbejde, som kræver fingersnilde og tålmodighed.

Karensmindes Venner har samlet en kreds af træhåndværkere. Bo Bengtson viser, hvordan man med en stor økse, kan snitte de fineste ting. Billedskæreren viser, hvordan man med forskellige jern kan lave udskæringer i træ, f.eks. karvsnit, som er en meget gammel form for dekoration på æsker, skrin og møbler, og medlemmer af Karensmindes Venner arbejder i træværkstedet med at lave fuglekasser, æblekasser og andre nyttige ting.

Tove Engelbrecht står på gårdspladsen og medbringer nogle af de fine jydepotter, hun er kendt for at fremstille. At lave jydepotter er et gammelt, vestjysk håndværk, som blev varetaget af kvinder, og Tove Engelbrecht fortæller gerne om håndværket og dets teknik.

Tirsdag den 15. juli har børn mulighed for at selv at arbejdet med leret. Den dag er Tove Engelbrecht nemlig også på Karensminde. Også Bo Bengtson viser, hvordan han arbejder med sin økse. Karensmindes Venner hugger brænde, og her kan børn være med til at prøve at svinge øksen over huggeblokken og flække træstykkerne, eller de kan gå med Karensmindes Venner i træværkstedet og samle en fuglekasse eller et stykke legetøj. Endelig er der mulighed for at lave reb. Det sker på en sindrigt konstrueret lille maskine, der trækkes af cykelkæder.

I det kreative værksted kan børn om søndagen knytte en nøglering, og om tirsdagen kan de lave et sjippetov, måske af reb, de selv har slået sammen.

Både søndag og tirsdag er der kl. 11 en rundtur og fortælling om dyrene på museumsgården, og kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre gårdens dyr.

Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.

Museumsgården er åben alle dage i juli måned fra kl. 10 til kl. 16.

Får og Uld

 

Aktiviteter på Karensminde søndag den 6. juli og tirsdag den 8. juli

Søndag den 6. juli og tirsdag den 08. juli får Museumsgården Karensminde besøg af fårehyrden og hans hund.  Kl. 11 og kl. 13.30 søndag og tirsdag viser han, hvordan hans dygtige hund kan drive en flok får sammen på ingen tid. Det er altid en oplevelse at se hyrden og hunden arbejde sammen.

Det er på høje tid at få fårene klippet. Dengang man havde mange får på gårdene, blev de klippet to gange om året, og sommerklipningen fandt gerne sted i begyndelsen af juni måned. Når hyrden har gennet fårene sammen, fanger vi et par får. De får benene bundet sammen og er klar til at få klippet den tykke uldvams af. I år klipper Karensmindes Venner fårene med maskine, og det går lynhurtigt. Fårene klippes omkring kl. 11.15 og kl. 13.45.

På gårdspladsen på Karensminde sidder spindepigerne parat til at spinde ulden til garn, og rokkens hjul snurrer flittigt. De spinder ikke kun garn af uld, men også af moderne plantefibre som bambus. Engang kunne folk i de vestjyske hedeegne tjene mange penge ved at strikke strømper til salg. En stor del af varer, de strikkede, blev gerne filtet, inden de blev solgt til hosekræmmeren. Kirstine Schmidt, der har specialiseret sig i at fremstille filtede uldvarer, besøger Karensminde både søndag og tirsdag. I de gamle husholdninger kom lødgryden, dvs. den gryde, man farvede garnet i, frem på ildstedet, når garnet skulle have en anden farve end de naturlige lyse og grålige farver, ulden har. Mette Lillistone er på Karensminde begge dage og viser, hvordan man kan farve garn med farve fra planter.

Tirsdag kommer også en børstenbinder til Karensminde for at vise sit håndværk.

I det kreative værksted kan børn både søndag og tirsdag arbejde med at filte og sy.

Både søndag og tirsdag er der kl. 11 en rundtur og fortælling om dyrene på museumsgården, og kl. 14.30 kan alle, der har lyst kan være med til at fodre gårdens dyr.

Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.

Museumsgården er åben alle dage i juli måned fra kl. 10 til kl. 16

 

PRESSEMEDDELELSE 2014

 

Sommerferieaktiviteter på Museumsgården Karensminde

mandag den 30. juni og tirsdag den 1. juli

 

Traditionen tro indledes sommersæsonen på Museumsgården Karensminde med to dage med aktiviteter for børn, og ligesom forrige år handler det også i år om de mange dejlige dyr, der er på den gamle gård i Morsbøl.

Mandag den 30. juni og tirsdag den 1. juli har alle børn, som selv har et dyr derhjemme, eller som tænker på at få et kæledyr, mulighed for at lære mere om, hvordan man skal passe sit kæledyr. Hvordan skal man fodre sine kaniner? Hvad spiser marsvin? Hvordan løfter man en kat og en kanin? Hvad skal man passe på, når man leger med sine kæledyr? Karensmindes Venner fortæller om dyrene. Der er kattekillinger på Karensminde, og kaninerne kommer ud af burene, så alle kan få lov til at røre ved dyrene og lære at passe dem på den måde, som dyrene bedst kan lide. Derefter får alle børn, der deltager, et dyrekørekort. Undervisningen foregår i hold. Det første hold begynder kl. 10.30 og det andet kl. 13. Interesserede skal på dagen tilmelde sig til Tag et dyrekørekort i Høkeren på Karensminde.

Tirsdag den 1. juli arrangerer Karensmindes Venner desuden et lille løb rundt på Karensminde. Undervejs besøger man forskellige steder på gården eller i marken og engen. Det gælder hvert sted om at løse en lille opgave eller udfordre sig selv. Løbet foregår hele dagen, og der er ingen tilmelding. Man kan blot henvende sig i Høkeren.

Traditionen tro er der også aktiviteter i gårdens stuehus. Selv på en varm sommerdag bliver der tændt op i brændekomfuret i køkkenet, så der kan laves mad som oldemor og mormor gjorde det engang. Ved langbordet i stuen er flittige hænder i gang med håndarbejde. Enten er der gang i strikkepindene, eller nålen er trådet med garn til det fineste broderi.

Det kreative værksted for børn handler også om håndarbejde. Her kan man flette en fin og stærk snor, som man kan bruge til sin hund eller kat, ja måske sin kanin, hvis den skal ud og gå eller luftes i snor, eller man kan flette et armbånd.

I smedjen klinger hammerslagene på ambolten. Her smedes hjerter til pynt, og måske får man lov til at prøve at svinge hammeren over det glødende jern.. I træværkstedet er der gang i hammer og søm, for her kan man være med til at samle fuglekasser eller banke et lille stykke legetøj sammen.

Karensmindes Venner har spændt de store, flotte jyske heste for hestevognen og kører gerne en tur op gennem marken og plantagen. Vil man gerne selv gå, kan en tur ned til køerne, der græsser i engen, måske friste. Og går man helt ned til Grindsted Å, er det en god oplevelse at studere åen og dens fisk fra den fiskeplatform, der blev bygget ved åen forrige år.

Der er altså meget både at se og opleve, prøve og lære på Museumsgården Karensminde de første dage i skolernes sommerferie.

Museumsgården Karensminde er i juni, juli og august åben alle dage fra kl. 10 til kl. 16. Kaffestuen er åben fra kl. 10 til kl. 16, men kun mandag den 30. juni samt tirsdag den 1. juli og i resten af juli måned søndage og tirsdage fra kl. 10 til kl. 16.

PRESSEMEDDELSE

 

SKT. HANS AFTEN PÅ MUSEUMSGÅRDEN KARENSMINDE

Mandag den 23. juni fra kl. 18

 

 

Karensmindes Venner fejrer igen i år Skt. Hans på Museumsgården Karensminde.  

”Vi overtog traditionen med at arrangere Skt. Hans bål efter Grindsted Handelsstandsforening sidste år, og vi fik en vel besøgt og meget hyggelig Skt. Hans aften på Karensminde. Derfor fortsætter vi traditionen i år”, siger Elna Sørensen, der er formand for Karensmindes Venner.

Alt er gjort klar til en endnu en hyggelig aften på Karensminde. Museumsgården er åben fra kl. 18. Karensmindes Venner har tændt op i grillen, og der er mulighed for at købe pølser, kaffe, øl og vand. Fra kl. 18.45 er der underholdning ved koret Vokalis. Koret synger danske sommersange, og ind imellem synger koret også for til fælles sange, hvor alle kan synge med.

Bålet står klar i engen neden for gården. I år tændes bålet kl. 20.30. Båltalen holdes af filialdirektør Bruno Jochumsen fra Sydbank i Grindsted, og derefter slår Stig Møller an til Midsommervisen.

Der er stemningsfuldt omkring Karensminde, når den lyse sommeraften sænker sig over stedet. På marken står rugen allerede rank og høj og kartoflerne grønne og frodige.  I engen går kvæget i fred og ro, mens svalerne flyver livligt omkring. Måske kan man også høre gøgen kukke.

”Når bålet er brændt ned, slutter vores Skt. Hans aften. Der er gratis adgang til museet og til Skt. Hans festen, og vi håber, at mange vil deltage i en dejlig aften,” slutter Elna Sørensen.

Flere artikler...