Pressemeddelelser

Høstdag

Aktiviteter på Karensminde søndag den 2. august kl. 10-16

Farverne i landskabet er skiftet fra grønt til gult og gyldent. Høsten er i gang. Landmændene har travlt, og overalt æder store mejetærskere sig ind på kornet. Høsten har altid været en intensiv og arbejdskrævende tid i landbruget. Men dengang man ikke havde nutidens mejetærskere til rådighed, krævede det ikke kun mange folk, men også mange kræfter at få høsten i hus. På Museumsgården Karensminde genopliver Karensmindes Venner den gammeldags høst søndag den 2. august. Den dag er der mange folk i gang og livlig aktivitet på den gamle gård i Morsbøl.

 

Dagen begynder kl. 10.30, hvor leen gøres klar, inden arbejdet går i gang. Kl. 11 drager høstfolkene i marken. Høstkarlene mejer kornet med le, og pigerne går bag karlene og binder kornet op i neg. Det kræver sine folk at høste, og efter en halv times tid skal høstmaskinerne da også i gang. Først trækker aflæggeren sine spor i kornmarken. Aflæggeren skærer kornet og lægger det af i bunker, som høstfolkene skal binde op i neg. Derefter spænder Karensmindes Venner de stærke jyske heste for selvbinderen. Det er et flot syn at se de store arbejdsheste trække maskinen, der klaprer hen over marken og efterlader det ene bundne neg efter det andet bag sig. Til sidst kommer der gang i Karensmindes lille grå Ferguson og en lille mejetærsker, som ikke kan køre selv, men skal bugseres af traktoren. De tre høstmaskiner, der repræsenterer tre ældre stadier i udviklingen af høstmaskiner, kan ses i marken fra ca. kl. 11.30 til omkring kl. 12.

 

Efter en middagspause går høstfolkene i marken igen omkring kl. 13, og høstarbejdet foregår på samme vis som om formiddagen både med le, aflægger og selvbinder. Høstmaskinerne vil køre fra omkring kl. 13.30. Kl. 14 indstilles arbejdet, og høstdagen sluttes af med folkedans kl. 14 på græsplænen foran stuehuset under kastanjetræerne. Hedens Folkedansere giver først opvisning, og derefter kan alle være med og få sig en svingom.

 

I det kreative værksted kan børnene lave en kornugle.

 

Som sædvanlig er der aktivitet i stuehuset, smedjen og træværkstedet. Kaffestuen er åben, og hestevognen kører, dog først fra kl. 14. Kl. 11 tager Karensmindes Venner interesserede med på en rundtur til gårdens dyr, og kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre dyrene på gården.

Høstdagen er altid en meget festlig dag på Karensminde.

Smør og ost

Aktiviteter på Karensminde tirsdag den 28. juli kl. 10-16

Museumsgården Karensminde får tirsdag den 28. juli besøg af mejerister, der viser, hvordan man fremstiller smør på helt gammeldags facon. Mejeristerne hælder den syrnede fløde i en gammeldags smørkærne, og så gælder det om at bruge kræfterne og stampe med kærnestangen, indtil der er dannet fine lysegule klumper af smør i kærnen. Godt smør skal æltes længe, så det er frit for vand, og derefter skal det smages til med salt, inden det er klar til brug. Museumsgæsterne kan følge hele processen fra fløden hældes i kærnen, til smørret er æltet og klar til at blive pakket, og de kan også selv prøve at arbejde med kærnen.

Dengang man selv fremstillede smør i stampekærnen hjemme på gårdene, kunne det være vanskeligt at få smørkærningen til at lykkes på varme sommerdage. Men mange museumsgæster på Karensminde synes, at det er sjovt at prøve at kærne smør. Der skal arbejdes og lægges kræfter i over lang tid. Der skal kigges i kærnen for at se, om der snart er smør. Det sprøjter, det fedter og der lugter af både mælk, fløde og smør. Det er spændende at kærne smør, og alle, der har lyst, kan være med.

 

mejeridag-smr og ost fra den 29.07 779      mejeridag-smr og ost fra den 29.07 780

 

Der er også mulighed for at smage på rygeost, som er en original, dansk ostetype, kendt især fra Fyn. Rygeost er en surmælksost, som saltes og krydres med kommen, og ryges med halm eller brændenælder.

I det kreative værksted kan børnene male en spareko eller lave en pung af læder.

Kl. 11 går Karensmindes Venner en tur rundt til dyrene og fortæller om dem. Kl. 14.30 fodres alle gårdens dyr, og alle er velkomne til at være med. Karensmindes Venner står for aktiviteter i det gamle køkken, hvor der er ild i brændekomfuret, og i dagligstuen, hvor der arbejdes med håndarbejde. Der er også gang i træværkstedet og i smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.

Mejeridag

Aktiviteter på Karensminde søndag den 26. juli kl. 10-16

 

Søndag den 26. juli får Museumsgården Karensminde besøg af mejerister, som viser, hvordan man laver smør og ost. I over 100 år har mejeriprodukter været en meget vigtig eksportvare for dansk landbrug, og det begyndte med smørret. I 1880’erne og 90’erne oprettede landmænd overalt i Danmark andelsmejerier, der først havde som mål at producere smør af høj kvalitet, og som siden også begyndte at fremstille ost til eksport. Med andelsmejerierne blev fremstillingen af smør og ost industrialiseret. Mejerierne var udstyret med centrifuger, store smørkærner og ælteborde, og mejeriet brugte dampmaskiner som trækkraft.

 

På Karensminde foregår søndagens mejeriaktiviteter dog på helt gammeldags facon uden brug af maskiner. Mejeristerne hælder den syrnede fløde i en gammeldags smørkærne, og så gælder det om at bruge kræfterne og stampe med kærnestangen, indtil der er dannet fine lysegule klumper af smør i kærnen. Godt smør skal æltes længe, så det er frit for vand, og derefter skal det smages til med salt, inden det er klar til brug. Museumsgæsterne kan følge hele processen fra fløden hældes i kærnen, til smørret er æltet og klar til at blive pakket, og de kan også selv prøve at arbejde med kærnen

 

mejeridag-smr og ost fra den 29.07 776

.

Det tager noget længere tid at fremstille en god ost, fordi osten skal lagre et par måneder eller mere, inden den er klar. Men på Karensminde kan man følge, hvordan mejeristerne varmer mælk og hælder osteløbe i mælken, så ostemassen samler sig. Osten lægges herefter i en form og i pres, så vand kan løbe af osten, inden den er klar til at blive lagt til lagring.

Alle, der har lyst, kan være med.

I det kreative værksted kan børnene male en spareko.

 

der males dyr .spareko

 

Kl. 11 går Karensmindes Venner en tur rundt til alle dyrene og fortæller om dem, og kl. 14.30 kan man være med til at fodre gårdens mange dyr – lige fra kaniner og høns til grisene i stalden. Karensmindes Venner står for aktiviteter i det gamle køkken, hvor der er ild i brændekomfuret, og i dagligstuen, hvor der arbejdes med håndarbejde. Der er også gang i træværkstedet og i smedjen. Der køres med hestevogn, og kaffestuen er åben.

Bær, bier og bob

Aktiviteter på Karensminde tirsdag den 21. juli kl. 10-16

Tirsdag inviterer Karensmindes Venner alle børn til at gå med en tur i køkkenhaven. Der er bær på ribs-, solbær- og stikkelsbærbuskene. Først skal bærrene plukkes, så skal de skylles og til sidst skal de i gryden for at blive kogt til marmelade eller syltetøj. Det plejer at være en god oplevelse for mange børn at være med til at lave syltetøj og ikke mindst at smage på de søde varer.

Der bliver travlt i køkken og bryggers på Karensminde om tirsdagen, men der er som sædvanlig også gang i andre aktiviteter. Man kan under kyndig instruktion af bobtimisterne lære at spille bob. Biavlerne medbringer honning, og det er muligt at prøve kræfter med den store honningslynge, hvori honning slynges ud af voksplader, der er taget ud af bistaderne.

I det kreative værksted kan børnene lave et vokslys. Der vises håndarbejde i stuehuset, og der arbejdes i smedjen og træværkstedet. Endelig kører hestevognen, ligesom kaffestuen er åben.

Kl. 11 går Karensmindes Venner en tur rundt til alle dyrene og fortæller om dem, og kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre dyrene.

Flere artikler...