Fiskere og træmænd

Aktiviteter på Karensminde søndag den 12. juli kl. 10-16

Søndag den 12. juli kommer Grindsted Sportsfiskerforening på besøg på Museumsgården Karensminde. Lystfiskerne fortæller om glæderne ved af fiske. De viser også, hvilket udstyr der skal til for at gøre en god fangst.

De binder fluer af små fine, farvestrålende fjer og viser, hvordan man laver både smukke og stærke fiskestænger. Det er arbejde, som kræver fingersnilde og tålmodighed.

 

Karensmindes Venner har samlet en kreds af træhåndværkere.

En billedskærer viser, hvordan man med en stor økse kan snitte de fineste ting. Billedskæreren viser, hvordan man med forskellige jern kan lave udskæringer i træ, f.eks. karvsnit, som er en meget gammel form for dekoration på æsker, skrin og møbler.

En møbelpolstrer kommer desuden og demonstrerer sit håndværk for interesserede. Medlemmer af Karensmindes Venner arbejder i træværkstedet med at lave fuglekasser, æblekasser og andre nyttige ting.

På gårdspladsen vil der være fine jydepotter, der er et gammelt, vestjysk håndværk, som blev varetaget af kvinder. Der vil blive fortalt om håndværket og dets teknik.

 

I det kreative værksted kan børn knytte en nøglering.

Kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre gårdens dyr.

Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.

         KM_bokscf_boksGRM_boks