Reb og ler
Aktiviteter på Karensminde tirsdag den 14. juli kl. 10-16
Tirsdag den 14. juli har børn mulighed for at arbejde med ler. Karensmindes Venner hugger brænde, og her kan børn være med til at prøve at svinge øksen over huggeblokken og flække træstykkerne, eller de kan gå med Karensmindes Venner i træværkstedet og samle en fuglekasse eller et stykke legetøj. Endelig er der mulighed for at lave reb. Det sker på en sindrigt konstrueret lille maskine, der trækkes af cykelkæder.
I det kreative værksted kan børn lave et sjippetov, måske af reb, de selv har slået sammen. Der er også tinstøbning i det kreative værksted.
Kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre gårdens dyr.
Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.