Pressemeddelelser

Byvandring i Billund

Tirsdag den 19. august kl. 19

Byens gader og gadenavne

Billund er en gammel landsby, som i begyndelsen af 1900-tallet blev stationsby, og som siden 1960 har oplevet en meget stor vækst i økonomisk henseende og i indbyggertal. Billund er også en by i stadig udvikling og forandring. Alligevel er der også gamle træk i byen. Nogle af de gamle vejforløb, der førte til Billund, er f.eks. bevaret i de nuværende gadenavne, og andre gadenavne fortæller om, at byen og dens  bebyggelse har været anderledes, end den er i dag.

LEGO har haft afgørende indflydelse på Billunds udvikling, og enkelte gader i byen fortæller lidt af den historie. Samtidig er de store parcelhuskvarterer omkring den gamle bykerne tæt forbundet fortællingen om LEGO.

På byvandringen fortæller museumsinspektør Gudrun Gormsen fra Billund Museum byens historie gennem byens gader og deres navne. Turen begynder i Billund Centret og går over Hans Jensens Vej og Gammelbro. Undervejs fortælles der om landsbyen Billund. Fra Rådhuspladsen går turen videre vest ud i byen, og på Hovedgaden fortælles der om dengang, Billund blev stationsby og serviceby for befolkningen i oplandet. På tilbagevejen går turen ad Ole Kirks Vej og Systemvej for igen at slutte ved Billund Centret.

Alle er velkomne til at deltage i denne lille aftentur. Det koster 20 kr.

Høstdag på Museumsgården Karensminde – søndag den 3. august

 

Farverne i landskabet er skiftet fra grønt til gult og gyldent. Høsten er i gang. Landmændene har travlt, og overalt æder store mejetærskere sig ind på kornet. Høsten har altid været en intensiv og arbejdskrævende tid i landbruget. Men dengang man ikke havde nutidens mejetærskere til rådighed, krævede det ikke kun mange folk, men også mange kræfter at få høsten i hus.

 På Museumsgården Karensminde genopliver Karensmindes Venner den gammeldags høst søndag den 3. august. Den dag er der mange folk i gang og livlig aktivitet på den gamle gård i Morsbøl.

Dagen begynder kl. 10.30, hvor leen gøres klar, inden arbejdet går i gang. Marinus Kjeldsen fra Grindsted er en af de få personer, som endnu kan den gamle kunst at ”haare en le”. Det vil sige at banke leens æg ud med en lille hammer, så klingen bliver skarp og fin.

Kl. 11 drager høstfolkene i marken. Høstkarlene mejer kornet med le, og pigerne går bag karlene og binder kornet op i neg.  Det kræver sine folk at høste, og efter en halv times tid skal høstmaskinerne da også i gang. Først trækker aflæggeren sine spor i kornmarken. Aflæggeren skærer kornet og lægger det af i bunker, som høstfolkene skal binde op i neg. Derefter spænder Karensmindes venner de stærke jyske heste for selvbinderen. Det er et flot syn at se de store arbejdsheste trække maskinen, der klaprer hen over marken og efterlader det ene bundne neg efter det andet bag sig. Til sidst kommer der gang i Karensmindes lille grå Ferguson og en lille mejetærsker, som ikke kan køre selv, men skal bugseres af traktoren. De tre høstmaskiner, der repræsenterer tre ældre stadier i udviklingen af høstmaskiner, kan ses i marken fra ca. kl. 11.30 til omkring kl. 12.

Efter en middagspause går høstfolkene i marken igen omkring kl. 13, og høstarbejdet foregår på samme vis som om formiddagen både med le, aflægger og selvbinder. Høstmaskinerne vil køre fra omkring kl. 13.30. Kl. 14 indstilles arbejdet, og høstdagen sluttes af med folkedans kl. 14 på græsplænen foran stuehuset. Hedens Folkedansere giver først opvisning, og derefter kan alle være med og få sig en svingom.

Høstdagen er altid en meget festlig dag på Karensminde.

Høsten er i hus – tirsdag den 5. august

Tirsdag den 5. august er sommerens sidste aktivitetsdag på Museumsgården. Den dag markeres det, at høsten er kommet i hus. Derfor brygger bestyrer Hans Peter Festersen øl, og Karensmindes Venner viser, hvordan man tærsker korn med en plejl. Det var et ensformigt arbejde at stå i loen og tærske korn hele vinteren. Men denne sommerdag kan børn prøve at tærske kornet med en kæp, de kan rense det på en kornrensemaskine, grutte korn til mel og bage brød over bål. Dagen bliver tilmed ekstra sjov og festlig, når Karensmindes Venner inviterer til gamle stærk mands lege som tovtrækning og gummistøvlekast.

Både søndag og tirsdag er der som sædvanlig aktivitet i stuehuset, smedjen og træværkstedet. Kaffestuen er åben, og hestevognen kører – søndag dog først fra kl. 14. Endelig er der gang i det kreative værksted, hvor børn begge dage kan lave en kornugle eller en halmdukke.

Kl. 11 søndag og tirsdag tager Karensmindes venner interesserede med på en rundtur til gårdens dyr, og kl. 14.30 kan alle, der har lyst, være med til at fodre dyrene på gården.

Mejeridag på Museumsgården Karensminde - Søndag den 27. juli kl. 10-16

Smør og ost. Aktivitetsdag for børn - Tirsdag den 29. juli kl. 10-16

Søndag den 27. juli får Museumsgården Karensminde besøg af mejerister, som viser, hvordan man laver smør og ost. I over 100 år har mejeriprodukter været en meget vigtig eksportvare for dansk landbrug, og det begyndte med smørret. I 1880’erne og 90’erne oprettede landmænd overalt i Danmark andelsmejerier, der først havde som mål at producere smør af høj kvalitet, og som siden også begyndte at fremstille ost til eksport.

Med andelsmejerierne blev fremstillingen af smør og ost industrialiseret. Mejerierne var udstyret med centrifuger, store smørkærner og ælteborde, og mejeriet brugte dampmaskiner som trækkraft.

På Karensminde foregår søndagens mejeriaktiviteter på helt gammeldags facon uden brug af maskiner. Mejeristerne hælder den syrnede fløde i en gammeldags smørkærne, og så gælder det om at bruge kræfterne og stampe med kærnestangen, indtil der er dannet fine lysegule klumper af smør i kærnen. Godt smør skal æltes længe, så det er frit for vand, og derefter skal det smages til med salt, inden det klar til brug. Museumsgæsterne kan følge hele processen fra fløden hældes i kærnen, til smørret er æltet og klar til at blive pakket, og de kan også selv prøve at arbejde med kærnen.

Det tager noget længere tid at fremstille en god ost, fordi osten skal lagre et par måneder eller mere, inden den er klar. Men på Karensminde kan man følge, hvordan mejeristerne varmer mælk og hælder osteløbe i mælken, så ostemassen samler sig. Osten lægges herefter i en form og i pres, så vand kan løbe af osten, inden den er klar til at blive lagt til lagring.

Det er spændende at kærne smør, og både søndag og tirsdag kan alle, der har lyst, være med. Dengang man selv fremstillede smør i stampekærnen hjemme på gårdene, kunne det være vanskeligt at få smørkærningen til at lykkes på varme sommerdage. Men mange museumsgæster på Karensminde synes, det er sjovt at prøve at kærne smør. Der skal arbejdes og lægges kræfter i i lang tid.. Der skal kigges i kærnen for at se, om der snart er smør. Det sprøjter, det fedter, og der lugter af både mælk, fløde og smør.

Søndag kan børn deltage i det kreative værksted, hvor de kan pynte en kofigur med maling, og tirsdag kan børn lave en pung af læder i det kreative værksted.

Begge dage er der kl. 11 en rundtur med fortælling til dyrene på Museumsgården, og kl. 14.30 kan man være med til at fodre gårdens mange dyr – lige fra kaniner og høns til grisene i stalden.

Begge dage står Karensmindes Venner for aktiviteter i det gamle køkken, hvor der er ild i brændekomfuret, og i dagligstuen, hvor der arbejdes med håndarbejde. Der er også gang i træværkstedet og i smedjen. Hestevognen kører, og Kaffestuen er åben.

Bob, Bier og Bær

 

Aktiviteter på Museumsgården Karensminde søndag den 20. juli og tirsdag den 22. juli

 

Det er en tradition, at  Bobtimisterne fra Grindsted og biavlere fra Grindsted og Omegns Biavlerforening besøger Museumsgården Karensminde en søndag og en hverdag i juli måned. I år sker det søndag den 20. juli og tirsdag den 22. juli.

Begge dage har Bobtimisterne stillet deres bobborde op i laden, og så spilles der på livet løs. Bob er et underholdende spil, og selv børn kan være med til at skyde de runde spillebrikker ned i hullerne i hjørnerne på spillepladen. Bobtimisterne giver kyndig instruktion og sætter også gerne gang i en lille Bobturnering.

Biavlerne medbringer honning og den store honningslynge, hvori de slynger honning ud af voksplader, de har taget ud af bistaderne. Det lugter sødt af voks og honning, når slyngen er i gang, og honningen glider tungt og sejt ned i spanden. Alle kan smage den nyslyngede honning, og biavlerne deler gerne ud af deres viden om honning og dens egenskaber.

Søndag har Karensminde også besøg af møbelpolstrer Peter Eskelund og af Bent Krusborg, der restaurerer hestevogne. De holder til på gårdspladsen og fortæller om deres håndværk.

I det kreative værksted kan børn om søndagen filte en bold og rulle et lys af bivoks, og om tirsdagen kan de lave en bold af cykelslanger og lave et vokslys.

Tirsdag inviterer Karensmindes Venner alle børn til at gå med en tur i køkkenhaven. Der er bær på ribs-, solbær- og stikkelsbærbuskene. Først skal bærrene plukkes, så skal de skylles og til sidst skal de i gryden for at blive kogt til marmelade eller syltetøj. Det plejer at være en god oplevelse for mange børn at være med til at lave syltetøj og ikke mindst at smage på de søde varer.

Der bliver travlt i køkken og bryggers på Karensminde om tirsdagen, men der er som sædvanlig også gang i andre aktiviteter både søndag og tirsdag på Karensminde. Der vises håndarbejde i stuehuset, og der arbejdes i smedjen og træværkstedet. Endelig kører hestevognen, ligesom Kaffestuen er åben.

Karensminde har en fin besætning af gamle, danske husdyrracer. Der er jysk kvæg, røde danske malkekøer og korthornskvæg, og der er hvide og brogede danske landgrise i stalden. Gederne vil gerne klappes, og hvide italienere og gamle danske landhøns går omkring i hønsegården.

Søndag og tirsdag kl. 11 går Karensmindes Venner en tur rundt til alle dyrene og fortæller om dem, og søndag og tirsdag kl. 14.30 kan alle, der har lyst være med til at fodre og vande dyrene.

Museumsgården Karensminde er åben alle dage fra kl. 10 til kl. 16.

Flere artikler...