Får og Uld

 

Aktiviteter på Karensminde søndag den 6. juli og tirsdag den 8. juli

Søndag den 6. juli og tirsdag den 08. juli får Museumsgården Karensminde besøg af fårehyrden og hans hund.  Kl. 11 og kl. 13.30 søndag og tirsdag viser han, hvordan hans dygtige hund kan drive en flok får sammen på ingen tid. Det er altid en oplevelse at se hyrden og hunden arbejde sammen.

Det er på høje tid at få fårene klippet. Dengang man havde mange får på gårdene, blev de klippet to gange om året, og sommerklipningen fandt gerne sted i begyndelsen af juni måned. Når hyrden har gennet fårene sammen, fanger vi et par får. De får benene bundet sammen og er klar til at få klippet den tykke uldvams af. I år klipper Karensmindes Venner fårene med maskine, og det går lynhurtigt. Fårene klippes omkring kl. 11.15 og kl. 13.45.

På gårdspladsen på Karensminde sidder spindepigerne parat til at spinde ulden til garn, og rokkens hjul snurrer flittigt. De spinder ikke kun garn af uld, men også af moderne plantefibre som bambus. Engang kunne folk i de vestjyske hedeegne tjene mange penge ved at strikke strømper til salg. En stor del af varer, de strikkede, blev gerne filtet, inden de blev solgt til hosekræmmeren. Kirstine Schmidt, der har specialiseret sig i at fremstille filtede uldvarer, besøger Karensminde både søndag og tirsdag. I de gamle husholdninger kom lødgryden, dvs. den gryde, man farvede garnet i, frem på ildstedet, når garnet skulle have en anden farve end de naturlige lyse og grålige farver, ulden har. Mette Lillistone er på Karensminde begge dage og viser, hvordan man kan farve garn med farve fra planter.

Tirsdag kommer også en børstenbinder til Karensminde for at vise sit håndværk.

I det kreative værksted kan børn både søndag og tirsdag arbejde med at filte og sy.

Både søndag og tirsdag er der kl. 11 en rundtur og fortælling om dyrene på museumsgården, og kl. 14.30 kan alle, der har lyst kan være med til at fodre gårdens dyr.

Der er aktiviteter i gårdens stue og køkken, i træværkstedet og smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.

Museumsgården er åben alle dage i juli måned fra kl. 10 til kl. 16

         KM_bokscf_boksGRM_boks