Julemarked på Museumsgården Karensminde
Lørdag den 7. december og søndag den 8. december kl. 10-16
Det store og hyggelige julemarked, som Karensmindes Venner holder på Museumsgården Karensminde, har 25 års jubilæum i år. "Hver familie har sine traditioner for, hvordan man holder jul, og sådan er det også på Karensminde. Op til jul holder vi også fast i traditionerne og holder julemarked den anden weekend i december. Et julemarked, der er fyldt med stemning og gode oplevelser", fortæller Elna Sørensen, som er formand for Karensmindes Venner.
På gårdspladsen er der fyldt godt op med juletræer, og der er både rødgran og normannsgran at vælge imellem. I den tidligere hestestald dufter der også godt af gran. Her står de mange smukke juledekorationer, som Karensmindes Venner har haft travlt med at fremstille til markedet.
I stuehuset blandes duften af gran med duften af nybagte småkager og rødkål og andre gode sager, som står og simrer på komfuret i køkkenet. Der er pyntet op til jul i stuerne. De røde juleæbler er pudset og lagt frem i skåle. Bag billederne på væggen titter små grankviste og flag frem, og midt i den pæne stue med de røde plysmøbler troner juletræet i al sin glans med stjerne, lys, hjerter, engle, fehår og anden fin gammel pynt.
I den store lade er der også et juletræ, og her danses der om træet kl. 12, 13, 14 og 15. Selve julemanden, der er kommet ud fra skoven, fører an, mens spillemanden spiller på sin harmonika.
I laden er der opstillet boder, hvor der handles med honning, syltetøj, uldvarer, glasting, nisser og andet håndarbejde og gode sager. I træværkstedet er der snedkereret fuglehuse, og i smedjen har smedene lavet julehjerter og andre dekorationsting af smedejern. De spilleglade kan forlyste sig i tombolaen, hvor der er mange gode præmier at vinde.
Der er gang i klejnekogeriet. Æbleskiven bliver flittigt vendt ligesom i den gamle julesang, og der serveres gløgg, kaffe og kringle.
Engang holdt nisserne til i stalden på gårdene. De holdt øje med, om bonden passede sine dyr godt, og beskyttede gården. Dyrene på Karensminde, som alle er gamle danske husdyrracer, har det godt, og i stalden står der både gammelt jysk kvæg og røde, danske malkekøer. Husdyr, som ikke længere findes i det moderne landbrug. Der er en dejlig ro i stalden, når køer og grise er fodret. Man mærker næsten julefreden sænke sig.
Tag til Karensminde og oplev julestemning og jul på den gamle gård. Der venter to hyggelige dage på museumsgården.