Efterårsferie på Museumsgården Karensminde

 

Der er travlhed på Karensminde i efterårsferien. Tirsdag, onsdag og torsdag bliver der arbejdet i marken, i køkken og bryggers, i smedien og i det kreative værksted. Hver dag har sine særlige aktiviteter på programmet, men alle kan være med og deltage aktivt i det, der foregår.

 

Tirsdag den 15. oktober

Den dag afvikles den store slagtedag. Grisen skæres op og parteres. Der skal hakkes fars til medisterpølse, og der er gang i de håndtrukne kødhakkemaskiner. Grisehovedet skal renses og kødet koges til sylte sammen med gode krydderier. Det giver en herlig duft.

I marken er alle mand i gang med at tage kartoflerne op. Engang blev efterårsferien også kaldt for kartoffelferien, således at børnene på gårdene kunne hjælpe til med at få kartoflerne op og kørt i hus. På Karensminde kan børnene derfor også komme med i marken og få en tur med hjem på kartoffelvognen.

Kreative sjæle kan snitte en roelygte eller dekorere en figur af en gris eller en ko.

 

Onsdag den 16. oktober

Om onsdagen handler det om mad og drikkevarer. Engang var det øl og ikke vand eller mælk, man drak på landet. Derfor er der gang i bryggekarrene på Karensminde. Man forstod at udnytte havens produkter, og om efteråret fandt man mostpressen frem, så der kunne presses æblemost. Karensmindes Venner laver æblemost på gammeldags facon. Kyllinger, høns og ænder har vokset sig fede i løbet af sommeren, og derfor slagter og plukker Karensmindes Venner fjerkr.

Karensmindes Venner har også tilberedt de småretter, som alle deltagerne i madløbet skal smage på. Her bydes på noget sprødt og noget blødt, noget varmt og på noget, som virkelig udfordrer ganer, der gerne vil smage på ny og anderledes mad. Madløbet handler om efterårets madvarer og giver mod på god, velsmagende mad.

Kreative sjæle har også den dag mulighed for at snitte en roelygte og for at lave kartoffeltryk, ligesom de kan tage med i marken og tage kartofler og roer op.

 

Torsdag den 17. oktober 2013

Torsdagen er suppedag på Karensminde. Engang var kødsuppe festmad og sødsuppe en ret, som blev serveret til daglig. Sødsuppen og mælkesuppen i form af vælling er måske gået i glemmebogen i den moderne husholdning. Men Karensmindes Venner har tilberedt en række forskellige supper, som man kan spise sig mæt i. De serverer nogle af de gamle typer supper, men også supper, hvor f.eks. årstidens grønsager indgår. Køkkenholdet på Karensminde forstår altid at gøre traditionel mad ny og spændende. Man kan købe en spisebillet for 50 kr. og spise al den suppe, man orker. Der serveres i to hold. Første hold spiser mellem kl. 12 og 13 og næste hold mellem kl. 13 og 14. Der er plads til 30 personer hver gang.

Ud over suppespisningen kan man være med til at sylte rødbeder. Man skal blot komme med et glas, så kan man være med til at snitte rødbeder og få glasset fyldt med rødbeder og syltelage og få det med sig hjem.

I det kreative værksted er der tilbud om at snitte en roelygte og lave kartoffeltryk.

Endelig har børn fra 8 år mulighed for at deltage i et smedekursus. Her kan man lære at smede og samle mærker i sit værkstedshæfte og blive bedre og bedre til det. Man deltager i hold på 5 personer. Derfor er det nødvendigt, at man tilmelder sig smedekurset. Det kan ske på dagen i billetsalget.

 

kartofler

 

Word_ikon

 

         KM_bokscf_boksGRM_boks