Aktiviteter på Billund Museum

 

Sommertid er bærtid

Hvem forbinder ikke sommerens sol og varme med dejlige, søde bær? I haven på Museumsgården Karensminde har vi mange forskellige bær, og onsdag d. 24. juli kan du være med til at plukke nogle af dem, og hjælpe med at koge dem til syltetøj i det gamle køkken.

 

Men det er ikke kun bær der fra naturens hånd kan bringe sødme ind i hverdagen. Helt fra de allertidligste tider har mennesket risikeret liv og helbred for at få fat på biernes søde honning. Biavlerne fortæller om det at holde bier, og du kan hjælpe med at slynge honning.

 

Denne dag kan man også se hvordan man laver reb, og selv prøve rebslåningsmaskinen. BOBtimisterne er også på besøg med det sjove spil, som man kan lære at spille hvis man ikke allerede kan. Og hvis man har mod på det kan man også deltage i en bob turnering.

 

Mejeridag

Søndag d. 28. juli er det køer det handler om. –eller rettere: det som køerne producerer, nemlig mælk. Denne dag kan man rundt omkring på Museumsgården se hvordan mælk forvandles til et hav af forskellige ting. I gamle dage lavede man selv sit smør, sin ost og sin yoghurt rundt omkring på gårdene, så det gør vi selvfølgelig også på Museumsgården Karensminde.

 

Man kan også se hvordan pil forvandles til kurve og andre flotte ting, eller hvad med at male en ko i flotte og fantasifulde farver?

Begge dage kører hestevognen, kaffestuen er åben og der er aktiviteter i stuehus og smedje.

 

Grindsted Museum

Men det er ikke kun på Museumsgården Karensminde der sker noget. På Grindsted Museum i borgergade 27, kan man resten af sommeren komme i mini-billedskole, og tilmed få sit værk udstillet på museet og vinde et gavekort til museumsbutikken!

 

Kunst på museet

Indtil fredag d. 30. august kan børn i alle aldre komme forbi museet i borgergade 27 alle hverdage mellem kl. 10 og kl. 13 og blive kunstnere for en dag. Man kan male et flot billede med inspiration fra museets udstilling, eller museumshaven.

 

Billederne udstilles på museet indtil fredag d. 30. august, hvor en jury vil udvælge de tre flotteste malerier. De heldige vindere får et gavekort til museumsbutikken, og deres billede vil blive vist frem på museets hjemmeside.

 

Billederne kan afhentes efter d. 30. august -dog senest d. 30. september- så man kan hænge sit billede op på væggen derhjemme.

Det koster ikke noget at deltage, men hvis de voksne vil se museets udstillinger, skal de betale almindelig entré (30,-).

         KM_bokscf_boksGRM_boks