Pressemeddelelser
Kirkegårdsvandring: Grindsted bys historie
Torsdag den 6. september kl. 19.00 Mødested: Grindsted Kirke ved våbenhuset
Byen Grindsteds navn nævnes første gang på skrift i 1300-tallet. Den ældste bygning, Grindsted Kirke, er dog med al sandsynlighed fra 1200-tallet eller måske endda en del ældre. Siden er kirken blevet udvidet et par gange i Middelalderen og senest i årene 1921 til 1923, hvor kirken fik sit nuværende udseende.
På kirkegårdsvandringen vil der med udgangspunkt i udvalgte gravsten og gravsteder blive fortalt om forskellige skelsættende og spændende hændelser i Grindsteds historie. Historier der rækker langt ud over lokalområdet.
Stedets ældste gravminder er placeret inde i kirken, og på den egentlige kirkegård er den ældste gravsten fra 1700-tallet. Selve kirkegården målte i 1768 76 x 60 meter og er i 1919 og 1945 udvidet til det dobbelte ved tilkøb af jord mod syd og sydøst. I 1960erne tilføjes så den nye kirkegård syd for Jorden Rundt.
Kirkegården har bevaret sit gamle skel mod vest nord og øst. Den er endvidere omkranset af et dobbelt kampestensdige, og hvorfor dette er tilfældet, får man svaret på, på kirkegårdsvandringen.
På vandringen vil der blive fortalt om hedeopdyrkning, inflydelsesrige familier som fx familien Præstegaard, modstandsbevægelsen og den 2. verdenskrig, iværksætterinitiativer, byens erhvervsliv, efterkommere af kartoffeltyskere, plantagehistorien, den Jydske Sparekasses opståen og hvordan et enkelt folketingsmedlem prægede område som aldrig før i egnens flere tusindårige historie.
Hvis tiden tillader, vil der endvidere være en lille rundvisning i Grindsted Kirke. Medbring eventuelt selv kaffe, eller andre forfriskninger.
|
|
|