Aktiviteter på Museumsgården Karensminde

 

Onsdag den 11. juli. For børn

 

Koen – et nyttigt husdyr

Museumsgården Karensminde har en fin besætning af gamle danske husdyr. Her kan man bl.a. se det gråbrogede, jyske kvæg og den røde malkeko, som gjorde danske køer kendt vidt omkring. På onsdag handler det om mælk og husdyr på Karensminde. To gange om formiddagen og to gange om eftermiddagen kan alle komme med på en tur rundt omkring i gårdens stald og mark og høre historier om grise og køer, heste og får.

 

Der er også mulighed for selv at prøve at lave smør i en gammeldags smørkerne. Det kræver sin mand at piske den tykke fløde så længe, at der danner sig smørklumper. Men det er også sjovt at se de små klumper svømme rundt i kernemælken og siden at få æltet det nykernede smør godt sammen. På Karensminde laver vi også rygeost på onsdag. Den ryges i halm og brændenælder.

 

Som sædvanlig er kaffestuen åben, der arbejdes ved komfuret i køkkenet og med håndarbejde i stuen, og ved de glødende kul på essen i smedjen. Endelig er der mulighed for at få en tur i hestevognen ud i de dejlige omgivelser omkring Karensminde.

 

 

Søndag den 15. juli.

 

Biavl og fiskeri

Det er blevet en tradition, at Grindsted og Omegns Biavlerforening og Grindsted Sportsfiskerforening hver sommer besøger Museumsgården Karensminde en søndag i juli måned. I år sker det søndag den 15. juli.

 

Biavlerne slynger honning og fortæller om, hvordan man selv kan holde bier. Der er mulighed for at smage på den gyldne, flydende, nyslyngede honning; men biavlerne fortæller også om, hvordan honning smager forskelligt alt efter, hvilke planter bierne har indsamlet nektar fra. Hvidkløverhonning er f.eks. lys og mild i smagen, mens lynghonning er mørk og har en aromatisk, krydret smag.

 

I laden har lystfiskerne etableret sig med forskellige stande, hvorfra de fortæller om lystfiskeri i de vestjyske åer og om fiskestænger, fluer og agn. De viser også, hvordan man kan binde forskellige slags fluer. Endelig kan man følge, hvordan en fiskestang bliver fremstillet. Den bygges op i lag af det fineste og tyndeste udskårne træ. Træet limes og lakeres i mange, mange arbejdsgange.

 

I den anden af laden har Bobtimisterne fra Grindsted stillet bobspil frem, og alle har mulighed for at prøve at det underholdende spil, hvor det gælder om at svinge køen sikkert og skubbe de runde spillebrikker ned i et af de fire huller i spillebordet. Og har man mod på det, kan man deltage i en lille turnering.

 

Karensmindes Venner står for mange andre aktiviteter på gården. I køkkenet har de gang i det gamle brændekomfur, i stuen arbejder de med fint håndarbejde, og i smedjen fremstiller de ting af smedejern.

 

Kaffestuen er åben, og de jyske heste er spændt for hestevognen klar til at tage museumsgæster på en lille tur ud over marken og gennem Karensmindes Plantage.

 

Denne søndag byder altså på aktivitet for alle aldre og alle sanser på Museumsgården Karensminde.

 
Såvel onsdag den 11. juli som søndag den 15. juli er Museumsgården Karensminde åben fra kl. 10 til kl. 16. Aktiviteterne begynder dog først kl. 11 begge dage. Børn og unge under 18 år har gratis adgang.

 

ls_ko 

 

Word_ikon

 

         KM_bokscf_boksGRM_boks