Smør og ost
Aktiviteter på Karensminde tirsdag den 28. juli kl. 10-16
Museumsgården Karensminde får tirsdag den 28. juli besøg af mejerister, der viser, hvordan man fremstiller smør på helt gammeldags facon. Mejeristerne hælder den syrnede fløde i en gammeldags smørkærne, og så gælder det om at bruge kræfterne og stampe med kærnestangen, indtil der er dannet fine lysegule klumper af smør i kærnen. Godt smør skal æltes længe, så det er frit for vand, og derefter skal det smages til med salt, inden det er klar til brug. Museumsgæsterne kan følge hele processen fra fløden hældes i kærnen, til smørret er æltet og klar til at blive pakket, og de kan også selv prøve at arbejde med kærnen.
Dengang man selv fremstillede smør i stampekærnen hjemme på gårdene, kunne det være vanskeligt at få smørkærningen til at lykkes på varme sommerdage. Men mange museumsgæster på Karensminde synes, at det er sjovt at prøve at kærne smør. Der skal arbejdes og lægges kræfter i over lang tid. Der skal kigges i kærnen for at se, om der snart er smør. Det sprøjter, det fedter og der lugter af både mælk, fløde og smør. Det er spændende at kærne smør, og alle, der har lyst, kan være med.
Der er også mulighed for at smage på rygeost, som er en original, dansk ostetype, kendt især fra Fyn. Rygeost er en surmælksost, som saltes og krydres med kommen, og ryges med halm eller brændenælder.
I det kreative værksted kan børnene male en spareko eller lave en pung af læder.
Kl. 11 går Karensmindes Venner en tur rundt til dyrene og fortæller om dem. Kl. 14.30 fodres alle gårdens dyr, og alle er velkomne til at være med. Karensmindes Venner står for aktiviteter i det gamle køkken, hvor der er ild i brændekomfuret, og i dagligstuen, hvor der arbejdes med håndarbejde. Der er også gang i træværkstedet og i smedjen. Hestevognen kører, og kaffestuen er åben.