PRESSEMEDDELELSE 2014

Søndag den 4. maj kl. 10-16

Foråret et kommet tidligt i år. På Karensminde er markerne sået til, og nu er det på tide, at køerne kommer ud af den mørke stald og lukkes ud på det grønne græs. Det går lystigt til, når køerne slippes fri. De nyder at løbe og springe rundt uden bindsel og tøjr. Karensminde har en fin besætning af gamle, danske husdyrracer, og kl. 11 søndag formiddag er der mulighed for at se det jyske kvæg, de røde malkekøer og korthornet kvæg komme på græs.

Der er født 19 lam på Karensminde i dette forår, og de løber omkring i fårefennen sammen med deres mødre. De bræger og leger med hinanden, og deres krøllede pels er så fin og blød. De voksne får har i løbet af vinteren fået sig en god, tyk pels, og ulden er så lang, at det er ved at være på tide at klippe fårene. Kl. 12.30 klipper Hans Peter Festersen nogle af fårene på gammeldags vis med saks.

I gamle landbohaver voksede der tidligere æbletræer, hvor der var to eller måske tre forskellige slags æblesorter på ét træ. På den måde kunne man på lidt plads dyrke æbler med forskellig smag og holdbarhed. Karensminde har en frugthave med gamle, danske æblesorter. På forårsdagen viser Ole Marcussen fra Karensmindes Venner, hvordan man kan pode nye, unge skud fra æbletræer på ældre frugttræer i haven. Det er en gammel kunst, som der er voksende interesse for i dag. Demonstration af æblepodningen finder sted kl. 13.30.

Også inden døre er der stor aktivitet på Karensminde på denne forårssøndag. Der skal nemlig vaskes storvask. I den anledning besøger Johanne Rahbek fra Filskov Karensminde. Johanne Rahbek er 99 år gammel og har ikke tal på de mange gange, hun har tændt op i gruekedlen for at vaske tøj. Selv i dag vasker hun alt sit tøj undtagen kogetøjet i hånden. Hun mener nemlig, at de moderne vaskemaskiner slider for meget på tøjet. Johanne Rahbek blev født på en ejendom i Vesterhede og blev siden husholderske på en gård i Lille Brande. I 1942 blev hun gift med gårdens ejer og har altid haft nok at se til med husholdningen. Storvask uden en moderne vaskemaskine var både et stort og hårdt arbejde. Når tøjet var kogt i gruekedlen, skulle det have en tur på vaskebrættet i vaskebaljen, og siden skulle det skylles flere gange for til sidst at vrides i hånden. På Karensminde har Johanne Rahbek sammen med sin datter Anny Kristensen tændt op i gruekedlen og har fundet baljer, skyllekar og vaskebræt frem. Og så kan hun fortælle om, hvordan vaskedagene foregik i hendes barndom og ungdom for næsten 100 år siden.

De gamle, tunge strygejern af jern er også stillet frem i køkkenet på Karensminde. Det kræver opmærksomhed og omhyggelighed at stryge tøj på gammeldags vis. Strygejernet skal varmes op på komfuret, og man skal passe på, det ikke bliver for varmt, for så kan man svide tøjet brunt. I stuerne og værelserne på Karensminde ligger mange fine, hvide og smukt broderede duge og andet linned. De fortæller, at en husmor viste omhu for tøjets behandling efter vask, og at hun var stolt, når hun kunne lægge de fine ting frem til pynt.

Hestevognen kører, og kaffestuen er åben. Karensminde og Karensmindes Venner slår dørene op og inviterer til en både travl og hyggelig forårsdag på den gamle gård i Morsbøl.

 

         KM_bokscf_boksGRM_boks