Folk og foreninger i stationsbyen

Foredrag ved universitetslektor Sidsel Eriksen i anledning af jernbanejubilæet

 

Sted: Magion, Tinghusgade 15, 7200 Grindsted

Tid: Onsdag den 26. februar 2014 kl. 19.30 i Magion

 

Grindsted er en af Danmarks nye byer, hvis historie er tæt forbundet med jernbanen. I år er det 100 år siden, at den første jernbane kom til Grindsted. I den anledning vil universitetslektor Sidsel Eriksen onsdag den 26. februar holde et foredrag, der tager udgangspunkt i bogen Stationsbyens Samfund. Folk og foreninger i Grindsted 1880-1940, som udkom i 1996. Foredraget vil søge at vise, hvordan studiet af stationsbyens opståen og udvikling kan kaste lys over en helt central epoke i Danmarkshistorien: udbredelsen af bykulturen til landområderne og de muligheder og konflikter, det medførte.

 

Grindsted var mellem 1915 og 1920 et jysk Chicago. En nybyggerby, der skød op på bar mark midt på den jyske hede, og i en periode var Grindsted den by i Danmark, som havde den største vækst i folketal og erhvervsudvikling. Sidsel Eriksen er optaget af, hvordan stationsbyens mange sammenbragte mennesker indrettede sig praktisk og socialt. For det fattige hedesogn var slet ikke forberedt på invasionen, så de nye byboere måtte organisere ALT selv på frivillig basis. Foreningslivet blomstrede, og studiet af Grindsted er derfor blevet et helt centralt eksempel på realiseringen at 'et foreningsstyret samfund', hvor kommunen først langsomt overtog ressourcekrævende byfunktioner.

 

Begyndelsen af 1900-tallet var brydningstid politisk og kulturelt, og det kom tydeligt til udtryk i den måde, hvorpå man sluttede op omkring forskellige foreninger. I Grindsted var der mange forskellige slags foreninger. Borgerforeningen tog sig af stationsbyens overordnede økonomiske og praktiske anliggender og profilering af byen, men byen havde også sin Håndværkerforening og sin Handelsforening. I de selskabelige foreninger og logerne omgikkes de mange tilflyttere hinanden, og i idrætsforeningerne kunne de dyrke gymnastik, fodbold og atletik. Indre Mission stod ofte stærkt i de nye byer på landet, og Indre Mission satte sit præg på Grindsted med udvidelsen af kirken, opførelsen af et stort missionshus og et missionshotel samt med vækkelsesmøder og ungdomsarbejde. Grundtvigianerne samledes til gengæld om privatskolen, i Kirkeligt Samfund, foredragsforening og ungdomsforening. I stationsbyens første år var der skel mellem missionsfolk og grundtvigianere. Egentlig konflikt opstod der omkring alkohol. Grindsted blev landskendt og berygtet for sine intense kampe om spiritusudskænkningen. Var denne kamp også en kamp mod det nye byliv, som stationsbyen tegnede sig for?

 

Denne aften handler Grindsteds jernbanehistorie altså om mennesker, og om hvordan de

organiserede sig og omgikkes hinanden i årene efter, at banerne kom hertil. Det er en spændende historie.

 

Foredraget er arrangeret af Billund Museum i samarbejde med Folkeuniversitetet i Billund. Det afholdes i foredragslokalet i Magion. Prisen er 60 kr.

         KM_bokscf_boksGRM_boks