Vinterferie på Museumsgården Karensminde

I vinterferien er Museumsgården Karensminde åben fra lørdag den 8. februar til og med søndag den 16. februar – alle dage fra kl. 10 til kl. 16. Selv om det er vinter og koldt udenfor, er der lunt og godt inden døre i stalden. Her står røde og gråbrogede køer i deres båse og tygger drøv, mens grisene nysgerrigt kigger op over kanten af svinestierne. I en af stierne myldrer det endda med en flok sortplettede smågrise, som er født sidst i januar måned. En lille plettet gris med krølle på halen er ikke til at stå for, og der er et gevaldigt liv i sådan en flok smågrise. Også gederne er livlige og vil gerne have kontakt. Det er altid en god oplevelse at kigge inden for i stalden på Karensminde. Ligeledes er en tur gennem stuehuset en oplevelse, der vækker minder. Duftene i spisekammeret og komfuret i køkkenet fortæller om mormors gode mad, og man kan levende forestille sig, hvordan gårdens folk har siddet samlet omkring bordet i dagligstuen de mørke vinteraftener, og hvor hyggeligt det kunne være i den fine stue med de røde plysmøbler, når der var fremmede på besøg.

 

Tirsdag den 11. februar og onsdag den 12. februar kommer der rigtigt liv i den gamle museumsgård. Begge dage er der aktiviteter i stuehuset. Der koges og brases i køkkenet, og laves håndarbejde i stuen. I smedjen står smedene bøjet over essen og banker på det glødende jern, og i træværkstedet kan man selv være med til at lave fuglehuse og andre ting i træ. Også i det kreative værksted kan man deltage og arbejde med uld eller lave ting i filt.

 

Tirsdag har Karensmindes Venner arrangeret et madløb. Madløbet er efterhånden blevet en rigtig god tradition på Karensminde. Her kan man både udfordre sine smagsløg og sin fysik. Turen går nemlig rundt til flere steder på den gamle gård, og alle steder skal der smages på vinterens mad. Urter, kål og gryn, som man brugte det før i tiden. Hans Peter Festersen har hentet det store bryggekar ned fra loftet og brygger øl. Det er forunderligt at man kan lave en god og velsmagende drik af så enkle ingredienser som vand, malt, humle og gær.

Madløbet finder sted fra kl. 11 til kl. 14.

 

Onsdag står i dyrenes tegn på Karensminde. Fra kl. 11 til kl. 14 inviterer Karensmindes Venner til en opdagelsestur, hvor det gælder om at finde frem til gårdens dyr og høre en fortælling om dem og løse en lille opgave.

Tirsdag og onsdag kører hestevognen, og er det snevejr, kan det måske endda blive til en kanetur. Kaffestuen er også åben både tirsdag og onsdag.

 

Flere oplysninger kan ses på Billund Museums hjemmeside og Karensmindes Venners hjemmeside. www.Billundmuseum.dk og www.Karensmindes-venner.com

I stalden på Karensminde kan man i vinterferien se en flok små, plettede grise. De er født sidst i januar måned og nyder at løbe rundt og lege og lave sjov med hinanden.

I stalden på Karensminde kan man i vinterferien se en flok små, plettede grise. De er født sidst i januar måned og nyder at løbe rundt og lege og lave sjov med hinanden.

         KM_bokscf_boksGRM_boks