Efterårsferie på Billund Museum

Det er blevet oktober. Dagene er kortere. Det er køligere og mere regnfuldt. De sidste afgrøder skal i hus, inden frosten sætter ind. På Museumsgården Karensminde handler det i efterårsferien om at få kartofler og roer i hus og sikre forrådet af mad til vinteren. I dagene fra den 16. til den 18. oktober kan

 

man opleve følgende på Karensminde:

 

Tirsdag den 16. oktober

Slagtedag.

Vi slagter en gris. Når man slagtede en gris i gamle dage, blev den stukket med en kniv i halsen. I dag skyder vi først grisen med en boltpistol, inden den stikkes med kniven. Bagefter er der liv i køkkenet. Først er der gang i kødhakkemaskinerne og siden i pølsehornene. Medisterpølsen skal nemlig stoppes rigtigt. Køkkenpigen viser også, hvordan man kan lave blodpølse. Engang var disse sorte pølser en lækkerbisken.

 

I marken skal kartoflerne tages op og køres hjem i gummivognen. Alle er velkomne til at deltage i det arbejde. Engang blev efterårsferien kaldt for kartoffelferien. Det var vigtigt, at børnene kunne blive hjemme fra skole og deltage i arbejdet med at få kartoflerne godt i hus. Før maskinernes tid var det et arbejde, som betød, at man måtte kravle rundt og rode i den kolde og våde jord for at få det hele med.

 

Bagefter kan alle hygge sig i Karensmindes store lade med at udhule en roe og snitte en fin lygte, eller med at skære fine mønstre i kartofler og trykke dem på stof eller papir. Det er også muligt at sy en pung i læder.

 

Onsdag den 17. oktober

Vi brygger øl, slagter fjerkræ og holder smedekursus for børn.

Der er tændt op i den store gruekedel i bryggerset, og rummet er fyldt med damp. Der skal nemlig koges meget vand, når der brygges øl. Og der dufter sødt af malt og bittert af humle.

Det er også tid til at slagte høns, ænder og kalkuner. Når fjerkræet er slagtet, skal det plukkes fri for fjer og dun. Og her kan alle, der gerne vil prøve, hvordan det går for sig, være med.

I marken tager vi de sidste kartofler op, og vi begynder på at få roerne op af jorden. Både kartofler og roer skal også køres hjem i hestevognen.

I laden kan man lave en roelygte. Men man kan også arbejde med dyr: Vi har samlet kastanier, så man kan lave en ugle eller et andet lille dyr, eller man kan male en lille figur – en gris eller en ko.

Smedekursus for børn

 

Smedekursus

Om onsdagen kan modige børn, fra 8 år og op, kan prøve kræfter med at smede. Smeden var en uundværlig person på gården og i landsbyen. Det var ham der lavede alle jernredskaberne på gården, skoede hestene og reparerede de ting der gik i stykker.

De børn der allerede har deltaget i et smedekursus i vinterferien, kan deltage igen, og bygge videre på det de allerede har lært. Alle der deltager, vil få et smedemærke i en samlebog, så man kan holde øje med hvor langt man er kommet.

 

I løbet af næste sæson på museet, vil man kunne deltage i flere smedekurser, og også kurser i andre gamle håndværk.

Smedekurserne afholdes kl. 11:00, 12:00 og kl. 13:00, og der er løbende tilmelding i høkeren efter først-til-mølle princippet. Husk at du skal være fyldt 8 år for at deltage, og der er begrænsede pladser. Deltagelse er gratis.

 

Torsdag den 18. oktober

Vi sylter rødbeder

Denne dag er der rigtig gang i køkken og bryggers. Vi slagter det sidste fjerkræ. Og vi sylter rødbeder. Alle, der har lyst til at være med, er velkomne. Medbringer man sit eget sylteglas, kan man tilmed få et glas syltede rødbeder med sig hjem.

I marken tages de sidste roer op og køres hjem. Der kan snittes roelygter. Der laves kartoffeltryk, og man kan se, hvordan man støber tinsoldater.

Alle dage er der aktivitet i stuehusets køkken. Ilden buldrer i komfuret, og der breder sig en liflig duft fra gryderne. I stuen vises håndarbejde, og kaffestuen er åben.

 

Museumsgården Karensminde er åben fra kl. 10 til kl. 16.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.

 

smedekursus

 

Word_ikon

         KM_bokscf_boksGRM_boks