Rigelig mad og drikke – dansk højtidsmad før og nu
Foredrag på Museumsgården Karensminde torsdag den 3. november kl. 19.00.
Barselsøl, Mortens and og sigtebrød! Den gastronomiske variation er stor, når man ser på, hvorledes danskerne har brugt mad og drikke til at markere højtider og festlige begivenheder gennem tiden.
Museumsinspektør Anne Marie Overgaard fra Museum Sønderjylland besøger Museumsgården Karensminde for at fortælle om, hvad menuen har stået på ved forskellige lejligheder. Til de glædelige begivenheder i familielivet som bryllup og barsel og i forbindelse med kalenderårets højtider, hvor julen og julemaden er et helt særligt kapitel.
Festmaden var forskellig fra egn til egn i Danmark. Den har forandret sig gennem tiden, men nogle steder har man holdt fast i gamle eller særlige traditioner. I foredraget vil Anne Marie Overgaard derfor også beskæftige sig med, hvorfor vi kan tale om særlige former for højtidsmad og krydrer sit foredrag med mange eksempler på lokale variationer. Her vil hun især trække på sin store viden om det sønderjyske køkken.
Der venter en god aften på Karensminde. Efteråret og vinteren er tiden, hvor mange folk samles om spisebordet og nyder god mad i hyggeligt selskab. Sådan har det været i flere århundreder. Måske kan foredraget om den danske højtidsmad før og nu inspirere til at sætte nye retter på bordet. Retter der er inspireret af det danske landkøkken gennem tiderne.
Det koster 50 kr. for foredraget incl. kaffe og brød.
Museumsgården Karensminde, Morsbølvej 102, Grindsted